|
| | | |
27-04-2022

Pankas koncernen får ny bestyrelsesformand

Erfaren erhvervsprofil ny formand for asfaltkoncernen Pankas

Jørgen Frost takker af som formand for Pankas A/S efter ni år på posten. Han fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem i bestyrelsen, der fremover får Ole Røsdahl som formand.

I forlængelse af den ordinære generalforsamling i dag i Pankas A/S og i moderselskabet
Ny Kalkbrænderi A/S er Ole Røsdahl, koncerndirektør for Grønbech Holding A/S, blevet udpeget som koncernens ny formand. Det sker efter at den nu tidligere formand, Jørgen Frost, har valgt at træde tilbage.

”De sidste ni år har vi arbejdet målrettet på at udvikle og fremtidssikre Pankas A/S. Det har været en spændende og meget interessant udvikling at være en del af. Nu er tiden dog moden til, at der kommer nye kræfter til på formandsposten,” siger Jørgen Frost i forbindelse med sin fratræden. Han fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen, så kontinuiteten i bestyrelsens arbejde sikres.

Nytiltrådte Ole Røsdahl takker Jørgen Frost for sin mangeårige indsats for Pankas A/S, der betyder, at virksomheden står med en klar strategisk retning for fremtiden.

”Vi har meget at takke Jørgen Frost for. Uden ham ville Pankas A/S ikke stå så stærkt, som virksomheden gør i tider, der er præget af usikkerheder på mange områder. Jeg ser frem til at overtage formandsposten og sammen med direktionen sikre, at det nuværende momentum fortsætter både i Danmark og i vore udenlandske selskaber,” siger Ole Røsdahl.

Ved Pankas A/S’ seneste årsregnskab præsenterede virksomheden en omsætning på 1,3 mia. kr. og et overskud før skat på 22 mio. kr. Det var efter et år, hvor stigende priser på råvarer og energi har påvirket indtjeningen. For 2022 forventer Pankas A/S en fremgang i omsætning, men med et øget pres på indtjeningen forårsaget af de markante stigninger i energi- og råvareomkostninger de seneste måneder.

 

Om Ole Røsdahl

Ole Røsdahl er uddannet ingeniør og har mangeårig ledelseserfaring på direktørniveau fra industrivirksomheder i såvel Danmark som i udlandet.

Før han tiltrådte i Grønbech Holding i 2021, var han Vice President i Sweco Danmark med ansvar for Vand, Energi & Miljø divisionen. Han har derudover været ansat i Krüger/Veolia-koncernen i 25 år – herunder i 5 år som adm. direktør for Krüger i Danmark og samtidig koncerndirektør for Veolias nordiske aktiviteter.

Ole er bosiddende på Frederiksberg og gift med Lene. Sammen har de to voksne sønner. Ole er tidligere elitehåndboldspiller, og nyder i dag gerne en golfrunde, når muligheden byder sig.

 

For yderligere oplysninger om Pankas kontakt:
Poul Henning Jensen, adm. direktør, tlf. + 45 29 16 24 66, mail: phj@pankas.dk
Ole Røsdahl, bestyrelsesformand, tlf. + 45 24 24 00 81, mail: ojr@g-s.dk

 

Hent pressemeddelelsen i PDF format her

Del siden