PRESSEMEDDELELSE

Pankas A/S udnævner ny adm. direktør

Pankas’ bestyrelse har udnævnt Poul Henning Jensen til ny adm. direktør med virkning fra den 1. oktober i år. Han afløser John Kruse Larsen, som efter 40 år i Pankas - heraf 29 år som adm. direktør - har valgt at gå på pension.

Bestyrelsesformand Jørgen Frost udtaler: ¨Vi er glade for, at den positive udvikling, som Pankas har været igennem de senere år kan fortsætte med Poul Henning Jensen ved roret. Poul Henning har som COO og medlem af koncerndirektionen i Pankas de seneste fem år været en vigtig medaktør i realiseringen af de solide resultater, som er opnået i denne periode. Han har ligeledes været en af de primære kræfter i en foreløbig succesfuld eksekvering af vores 2021- strategiplan, som bestyrelsen lancerede i 2016. En plan, hvor vi har fokus på kontrolleret vækst både i Danmark, Tyskland og i Østeuropa samt på øget samarbejde på tværs af koncernens datterselskaber i ind- og udland”.

Koncerndirektionen i Pankas vil fremadrettet bestå af adm. direktør Poul Henning Jensen samt nuværende økonomidirektør Gert Lund Storgaard, der tiltrådte stillingen i 2014.

”Vi er overbeviste om, at den nye koncerndirektion med Poul Henning og Gert sammen med vore mange engagerede og ambitiøse medarbejdere i Pankas de kommende år vil løfte koncernen til det næste niveau med fortsat vækst i omsætning og indtjening samt fortsat tilfredsstillende udvikling på de vigtigste finansielle nøgletal”, udtaler Jørgen Frost.

John Kruse Larsen fejrer 40 års jubilæum i Pankas den 30. august i år. Han startede som afdelingsleder i 1979, blev underdirektør i 1984 og overtog direktørposten seks år senere. I årene fra 1990 og frem til i dag er selskabet gået fra at være en lokal dansk asfaltentreprenør med en omsætning på 120 mio. kr. til en international koncern med en omsætning på 1,2 mia. kr. i 2018 og med et betydeligt antal datterselskaber i Danmark, Tyskland og Østeuropa.

”Den samlede bestyrelse retter en meget stor tak til John for hans kolossale bidrag til Pankas’ udvikling gennem sine 29 år som direktør. Han efterlader et selskab i topform”, afslutter Jørgen Frost.

For yderligere oplysninger kontakt Jørgen Frost, bestyrelsesformand,
tlf. +45 22 42 00 90, mail: jfr@g-s.dk

 

Om Pankas

Danskejet koncern med aktiviteter inden for produktion, anlæg og vedligehold af veje og andre færdselsarealer. Pankas er etableret i 1939 og har hovedkvarter i Vedbæk nord for Købehavn. Selskabet har siden 1990 gennem en aktiv vækststrategi udvidet med udenlandske aktiviteter, som i dag udgør ca. 70% af koncernens samlede omsætning. Koncernen består af ca. 20 datterselskaber i Danmark, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og senest i Kroatien og Serbien. Pankas omsatte i 2018 for 1,2 mia. kr. og har ca. 700 ansatte heraf 150 i Danmark

Om Poul Henning Jensen

Blev ansat i Pankas i 2008 og har de seneste fem år været COO og medlem af koncerndirektionen. Poul Henning har bl.a. haft ansvaret for at styrke og udvikle Pankas aktiviteter i Østeuropa, som i dag udgør en væsentlig del af Pankas forretning og indtjening Poul Henning Jensen har mere end 20 års erfaring i bygge- og anlægsbranchen samt stor international erfaring både fra Pankas og fra tidligere ophold i udlandet. Han er 53 år og uddannet Civilingeniør og HD (Økonomistyring). Gift og har to voksne sønner og bosiddende i Gentofte nord for København

Om Gert Lund Storgaard

Økonomidirektør og medlem af koncerndirektionen i Pankas siden ansættelsen i 2014. Gert har bl.a. været nøglepersonen i en modernisering og effektivisering af økonomi- og regnskabsområdet i koncernen samt i etableringen af et solidt finansielt fundament for Pankas Gert Lund Storgaard har mere end 20 års erfaring som CFO for internationale koncerner herunder Exhausto, Unicon og Faxe Kalk. Han er 58 år og uddannet revisor i PWC (HA og Cand.Merc.Aud.). Gift og har to voksne sønner, og bosiddende i Greve syd for København

Top